1
2
3
4
5
6
7
8
9

Solenergi

Siden 2013 har associationen arbejdet med solenergi. Vi fik en henvendelse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy, der skulle sende solpaneler, batterier og andet udstyr til Mali, men ikke kunne på grund af urolighederne der. De spurgte, om vi kunne sætte udstyret op på skoler her i Burkina Faso. Vi svarede ja. Udstyret ankom i begyndelsen af 2013 og det blev begyndelsen til vores arbejde med solenergi.

Udstyret blev sat op på 20 skoler i Saaba kommune. I slutningen af år 2013 fik vi yderligere en henvendelse fra Folkecentret, og vi satte denne gang 20 systemer op i Pabré kommune. I begyndelsen af 2014 satte vi 10 systemer op i Saaba kommune, denne gang finansieret af MAERSK, Dubai, og i december 2014 satte vi 20 systemer op i Tanghin-Dassouri kommune, finansieret af Folkecentret. Senere har vi sat 62 systemer op i privatskolerne i Saabas kommune, finansieret af MAERSK, Dubai, og i slutningen af 2916 10 systemer i skoler i Koubri kommune, denne gang finansieret af Merkur bank, Danmark. Alt i alt har vi altså installeret belysning i 142 skoler, et klasseværelse pr. skole. Bortset fra de to første projekter er alt udstyr købt i Burkina Faso.

I 2017 har vi opgraderet 10 installationer i privatskoler i Saaba kommune, så man nu også kan oplade telefoner, computere og andet udstyr. Dette projekt er finansieret af Merkur Bank. Et andet Merkur finansieret projekt er under opsejling, nemlig installation af opgraderede systemer i ca. 10 privatskoler i Saaba.

Der er således åbnet mulighed for, at burkinske skoleelever og lærere kan forberede sig på skolen om aftenen, og der kan organiseres alfabetisering af befolkningen i landsbyerne.

Vi vil meget gerne fortsætte og udvikle vores arbejde inden for denne sektor. Gennem et CISU projekt i 1917 er vore syv solenergisystemer lagt sammen til en minigrid, og vi har dermed konstateret, at vi producerer mere strøm end vi bruger. Der er derfor nu indkøbt en elektrisk overlock maskine og et strygejern til syværkstedet, og vi er begyndt at sælge vand, der pumpes op fra vores brønd ved hjælp af solenergi.