Vores varer

Vores varer bliver købt direkte fra produktionsfællesskabet i Association Kologh Naba i Burkina Faso. Her betales syersker, vævere og andre håndværkere en god løn, der er fastsat i forhold til en normeret produktionstid. Arbejdsløn, årsplaner og andre vigtige emner bliver fremlagt og diskuteret på den årlige generalforsamling, der er fællesskabets øverste myndighed, og hvori alle medlemmerne deltager. Hele overskuddet fra salget i Danmark og andre vestlige lande går direkte og ubeskåret til Association Kologh Naba. Her bliver pengene brugt til faglig uddannelse af medlemmerne og videreudviklling af fællesskabets aktiviteter med det mål at sikre, at foreningen og dens medlemmer bliver uafhængige af udenlandsk hjælp.

Vævede produkter

Bomuld er en meget vigtig afgrøde i Burkina Faso, og den eksporteres til mange lande. ”Det hvide guld” kalder man den. Et stort spinderi i Bobo Dioulasso i den sydvestlige del af Burkina Faso står for forarbejdningen af bomulden.  Association Kologh Naba køber  store mængder vævegarn ad gangen, som regel mindst 100 kg, idet det ofte er vanskeligt at få leveret garn, da der er stor interesse for bomulden i udlandet. 

Farvning af garn

Det indkøbte bomuldsgarn farves af  kvinderne i produktionsfællesskabet. Dette foregår over åben ild i store gryder og senere i store plasticbaljer. Det er vigtigt at finde den helt rigtige farve, hvilket vil sige, at kvinderne skal være meget bevidste om, hvor meget farvepulver der skal til for at frembringe den ønskede farve. Efter selve farvningen hænges garnet til tørre en dags tid, og så kan kvinderne begynde at sætte trend til det mønster, som de vil væve.

edf

Vævning

Kvinderne bruger væve, der er lavet af den lokale smed. De er malet grønne eller blå. Når kvinderne arbejder, har de ofte en trend på 20 m og der lægges en stor sten på trenden for at holde på den. Vævning er en langsommelig proces. De mest øvede kan væve f.eks. et viskestykke på ca. en halv dag, mens andre er flere dage om det.

Syede produkter

I Association Kologh Naba arbejder man også meget med typisk afrikansk  stof i de traditionelle farvestrålende mønstre. Mønstrene er valgt og sat sammen af syerskerne selv efter afrikansk smag, og de er ikke bange for at sætte  forskellige farver og mønstre sammen. Så selvom produkterne er syet efter samme mål er de altid forskellige – ikke to kosmetikpunge er ens.

Syningen foregår på gammeldags trædesymaskiner, hvor man arbejder uden elektrisk strøm. Dog har foreningen efter udbygning af elektricitetsnettet fået mulighed for at bruge et elektrisk strygejern, så det gamle kulfyrede jern ikke bruges mere.

Sæbe

Sæben er 100% natursæbe og håndlavet i produktionsfællesskabet. Burkinske kvinder indsamler selv sheatræernes nødder i lokalområdet. I en lang proces omdannes sheanødderne til sheasmør, som sammen med palmeolie og kokosolie udgør ingredienserne i sæben. 

Karklude af Delwende garn

På centret Delwende i Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso, sidder en flok ældre kvinder og karter og spinder bomuld med en håndten. De er ofte udstødte af deres landsby, idet man mener, at de ved trolddom har været skyld i ildebrand, død eller andre ulykker. De bor så på et katolsk hjem i hovedstaden Ouagadougou, hvor nonnerne tager sig af dem. Kvinderne tjener en lille skilling ved at spinde, og Association Kologh Naba køber garnet på hjemmet. Kvinderne i Association Kologh Naba strikker så karklude og er glade for, at de kan sidde og strikke  hjemme om aftenen.